Styrket læreplan
Med den pædagogiske læreplan har vi et godt fundament for vores arbejde med børnene her i Absalons Have. Læreplanen sikrer, at alle vores børn udvikler sig inden for de områder, som er vigtige både for deres første år og deres videre færd ud i verden.
Vi arbejder hele tiden med alle temaerne fra læreplanen, så børnene oplever udvikling på alle områder. Men vi bruger også forskellige perioder på året til at sætte fokus på særlige temaer fra læreplanen. Når vi vender tilbage fra sommerferien og har fået nye børn på stuerne, har vi en god anledning til at sætte fokus på temaet omkring personlig udvikling. Og i december måned giver vi ekstra opmærksomhed til læreplanstemaet omkring kultur.
Udover at støtte os op af læreplanen så arbejder vi også med månedsplaner, som vi sender ud til jer forældre på Aula. I månedsplanerne planlægger vi, hvilke aktiviteter børnene skal lave i løbet af en måned. Det gør vi med udgangspunkt i, hvilke områder de forskellige børn har behov for at udvikle sig inden for. På den måde kan vi, når måneden er omme, evaluere på, om det er lykkedes at skabe en udvikling hos de forskellige børn på stuerne.
Du kan se vores læreplan og evalueringen af den nederst her på siden.
Tilsynsrapport
I Københavns Kommune gennemføres årligt tilsyn med det pædagogiske arbejde. Tilsynet skal sikre, at børn og unge har de bedste betingelser for at trives, lære, udvikle sig og dannes. Samtidig bidrager det pædagogiske tilsyn til, at vi hele tiden udvikler den pædagogiske kvalitet. Tilsynet udføres af pædagogiske konsulenter gennem observationer af hverdagen i institutionen samt dialoger med ledelse, medarbejder- og forældrerepræsentanter.
Det årlige tilsyn dokumenteres i en tilsynsrapport, som præsenteres og drøftes som et fast punkt på det årlige forældremøde. Du kan læse vores nyeste tilsynsrapport her.
Har du spørgsmål til tilsynsrapporten, er du velkommen til at kontakte lederen. Du kan læse mere om det pædagogiske tilsyn på Københavns Kommunes hjemmeside her: Pædagogisk tilsyn i dagtilbud | Københavns Kommune