I Absalons Have har vi et rigtig godt og mangfoldigt arbejdsfællesskab med både garvede og mere nytilkomne kollegaer. Vi arbejder meget på tværs af stuerne, for vi synes, det er den bedste måde at få hverdagen til at hænge godt sammen på - og så giver det rigtig meget til både børn og medarbejdere, når vi er sammen på tværs af huset.
Som pædagog i Absalons Have er din rolle en smule anderledes end i mange andre daginstitutioner. Det skyldes, at vi har familiegrupper, og at du derfor kommer til at være på en stue med børn i hele aldersspændet fra 0-6 år. Det betyder, at du hver dag får mulighed for at arbejde både med de allermindste og de store børn, og det giver en anderledes og varieret hverdag.
Du får lov at prøve hele den faglige palette af, fordi børnene på din stue er så forskellige steder udviklingsmæssigt. I løbet af en dag skal du eksempelvis både møde de helt små børns behov for omsorg og fysisk nærvær, samtidig med at du er en del af den udvikling, der sker hos de 5-6-årige børn. Det er særligt, fordi du følger de samme børn helt fra vuggestuestart, til de er skoleparate. Du skal både være med til at lære et barn sine allerførste ord, og samtidig får du lov at få et indblik i de større børns verden, når de nysgerrigt spørger ind til alt mellem himmel og jord.
For at skabe gode rammer for et godt samarbejde på tværs af stuerne arbejder vi under en høj grad af struktur. Det gælder eksempelvis i forhold til tværgående aktiviteter, oprydning i fællesområderne og fordeling af de voksne, mens de mindste børn sover. Det gør, at alle ved, hvad planen er, og vi ikke behøver bruge tid på at lave aftaler hver dag.