Når I får tilbudt en plads her i Absalons Have, må I meget gerne kontakte os, så vi kan aftale en dag, hvor I kan komme på besøg. Her får I mulighed for at se stuen, jeres barn skal gå på, og hilse på stuepersonalet. Der vil være en pædagog fra stuen, som tager imod jer og har det primære ansvar for at give jeres barn en god start.
Den første tid
Når jeres barn har første dag hos os, afsætter vi tid til en snak, hvor vi kan lære hinanden godt at kende. Vi vil rigtig gerne høre om, hvordan den første tid i jeres barns liv har været, og hvilke behov jeres barn har med hensyn til eksempelvis søvn og mad. Jo mere vi ved om jeres barn, jo bedre en start hos os kan vi give det. Vi fortæller selvfølgelig også om, hvad vi er for en institution, og hvordan den første tid kommer til at se ud.
Vi har ikke et fast indkøringsforløb, men tilpasser den første tid til jeres barns behov og jeres muligheder. De første par dage er typisk korte, og en eller begge forældre er her sammen med barnet - og afhængigt af, hvordan jeres barn trives, kan det begynde at få længere dage her i institutionen og mere tid på stuen uden jer. Vi har hele tiden fokus på, at det skal være trygt og rart at starte i institution, både for barn og forældre.